Bragt i Jyllands-Posten

Heather Spears hjælper forældre, der mister deres børn kort før eller efter fødslen med at bearbejde sorgen. Med sine bløde streger tegner hun livet tilbage i børnene og skaber et minde, der kort eksisterede.

Kunsten at skabe et minde

Heather Spears rejser sig med besvær fra sofaen i sit hjem på Frederiksberg. Høreapparatet hviner kort. Væggene er dækket til af malerier hendes søn har skabt og bogreoler, der næsten giver op under vægten.

Hun trækker en kleppert af en bog ud. Den er blå og forsiden er prydet af et skrøbeligt, sammenfoldet barneansigt. “Drawings from the newborn”. En del af bogen er digte, Heather Spears har skrevet. Den anden del er hendes tegninger af præmature og dødfødte babyer.

“En dag sad jeg på Rigshospitalet og tegnede et præmaturt barn. Mens jeg tegnede det, døde barnet. På en måde var der ingen forskel, men der var en hel verden til forskel,” siger Heather Spears og ligger den blå bog på bordet.

I næsten 40 år har Heather Spears studeret, tegnet og foreviget spædbørn, der kæmper for livet eller har givet slip.

8400 skæbner

Tegneren og poeten flyttede fra Canada til Danmark i 1962. Hendes mand skulle studere keramik på Bornholm, sidenhen fik han arbejde og de valgte at blive.

Nu er Heather Spears 85, og bor alene i lejligheden på Frederiksberg, hvor fotografier af fire børn og flere børnebørn hænger i rammer.

“Jeg begyndte at tegne babyer i 1983. Vi boede stadig på Bornholm. Jeg tegnede børneportrætter. Folk begyndte at komme med deres babyer, fordi de havde hørt, at jeg tegnede babyer. Men det kunne jeg ikke,” smågriner hun.

Så hun besluttede sig for at lære det. Der var bare ingen forbilleder for hende at lære fra, så hun måtte starte fra nul.

Efter at have spurgt om lov i tre måneder, tillod Rigshospitalet hende til sidst at komme ind på Neonatalafdelingen, hvor for tidligt fødte børn bliver plejet og passet.

“Børnene lå i kuvøser under stærkt lys. Det var perfekt for mig. Jeg kunne gå ind hver nat og tegne og studere dem. Det var en stærk oplevelse. Meget science-fiction agtigt med mange maskiner, stærkt lys og de her mærkelige kuvøser. Samtidig var jeg begejstret for, hvor menneskelige folk var. Det var ikke bare forskere og eksperimenter, det var meget menneskeligt.”

Dengang sad Heather Spears og tegnede fra klokken 23 til 3 hver nat. Med alderen er det blevet for hårdt og synet for dårligt.

Efter at have øvet sig på neonatal, begyndte hun at tegne dødfødte børn. Nu sker det, at jordemødrene ringer fra Riget, fordi forældre vil have en tegning, så tager hun straks afsted. Andre sender et fotografi og nogle kommer endda forbi og beskriver deres barn.

I sin lejlighed har Heather Spears over 8400 tegninger af for tidligt fødte og dødfødte børn fra Rigshospitalet. Hun vurderer, at hun har omtrent lige så mange tegninger fra sygehuse rundt omkring i verdenen.

“For nyligt var der en kvinde, der ringede. Hun fortalte, at jeg havde tegnet hende som præmaturt barn og hun ville høre, hvorvidt jeg kunne finde de tegninger. Jeg fandt dem i mit arkiv.”

Bare et arbejde

På stuebordet ved siden af “Drawings from the newborn” ligger adskillige af Heather Spears tegninger. Babyerne ser rolige ud, dækket af en dyne, med kyse og tøj på. Nogle er tegnet i favnen på deres forældre, nogle med deres søskende omkring sig.

“Mange foretrækker tegninger i stedet for et fotografi. En streg er blidere, og jeg kan lave ændringer og fjerne ting, de ikke vil have. Børnene ser mere fredfyldte ud. Det ser ud som om de sover,” siger Heather Spears.

På bagsiden af tegningerne er mails fra forældre, der takker Heather Spears, og skriver at hun har fanget deres barn præcis, som de husker det, at det er præcis de læber og den næse. At det er første gang siden barnets død, at længslen har lagt sig.

Heather Spears er glad for den korrespondance, der opstår mellem hende og forældrene.

“Jeg er heldig som kunstner, at folk bliver så glade.”

For det er en stor opgave at skabe et minde. Og det kan være svært ikke at blive påvirket, når forældrene er i sorg. Derfor har kunstneren tillært sig at være på sidelinjen og bare gøre sit arbejde.

“For mig er det et arbejde. Hvis jeg ikke så det som et arbejde, ville have været meget, meget hårdt. Det giver mig lidt afstand. Jeg kan ikke se det ordentligt, hvis jeg bliver sentimental.”

Tilbage