Bragt i Weekendavisen

Cykling. Som 17-årig blev Mads Würtz udråbt til det nye vidunderbarn i dansk cykelsport. Men succesen var også lige ved at koste ham det hele. Ligesom styrtet for nylig i Paris-Roubaix. Weekendavisen har fulgt stortalentet, der i dag på Giro d’Italias 1. etape går efter at kunne iføre sig den hvide ungdomstrøje.

Den unge Würtz’ lidelser

På et splitsekund er alt i feltet kaos. Det mytiske og traditionsrige cykelløb Paris-Roubaix bevæger sig den 8. april hen over den første af 29 brostenspavéer. For mange ryttere bliver det også den sidste.

Et massestyrt i midten af feltet sender adskillige ryttere i slalom mellem tilskuerne i vejsiden. Kameramanden bevæger sig langsomt frem mellem de faldne. I midten af det hele kommer han til syne i sit røde, lyseblå og nu mudrede tøj. Helten i vores historie, det danske talent Mads Würtz Schmidt, er sendt til tælling på brostenene.

Han tager sig til sin venstre arm, knæet bløder, og han bliver ved med at ryste på hovedet. Det ligner en mand, der har granatchok. Lægerne løfter ham ud i siden af vejen og pakker ham ind i et guldfarvet alutæppe, som tilskadekomne efter en trafikulykke også får svøbt om deres chokerede kroppe. Til sidst bliver han lagt i en båre og sendt af sted med ambulance.

Det her skulle have været Mads Würtz’ første store triumf i år. Han havde set sig selv sidde med i finalen blandt de allerbedste – og når selvtilliden stak helt af, endda som vinder af løbet. Det var drømmen. Nu er den knust.

Men det er også en cykelrytters lod konstant at falde ned i lidelsen og skulle rejse sig igen. Det er det, der definerer cykelsporten. Det ved Mads Würtz alt om.

Den introverte egoist

Den spanske bjergby Girona er himlen på jorden for cykelryttere. Dyre carboncykler suser gennem gaderne, og på flere butikker står der »Eat, Sleep, Cycle«.

Mads Würtz Schmidt flyttede hertil for halvandet år siden. Alene og for at dedikere sig til cykelsporten, da han fik sin første professionelle kontrakt med det russiske storhold Katusha. For et halvt år siden flyttede kæresten Louise også derned.

Første gang, jeg møder ham, er på stamstedet Cafe Federal, der selvfølgelig er ejet af en cykelrytter. Det er den 31. marts – Mads Würtz’ 24 års fødselsdag. Der er otte dage til, at han styrter i Paris-Roubaix. Drømmen lever stadig. Hans blonde hår er svitset, og ansigtet har en stærk brun kulør med undtagelse af det stykke, hvor hans solbriller har siddet. Øjenlågene hænger lidt, og han virker udmattet. Men han startede også sin fødselsdag med 140 kilometers træning fra morgenstunden.

»Forberedelserne til Paris-Roubaix er vigtigere end min fødselsdag. Roubaix er mit første store mål i sæsonen,« siger han.

Han har trænet alene i bjergene. Sådan gør han næsten altid. I en holdsport fyldt med individualister elsker han rollen som den ensomme ulv. Det ligger til hans rolige gemyt at være alene.

»Hvis jeg skulle beskrive mig selv, ville det være som stille, rolig og velovervejet. En jyde. Men hvis vi kører cykelløb, så er jeg fuldstændig skarp,« siger han og afslutter sætningen med et »æggå«, der afslører, at han er født og opvokset i Randers. Sådan afslutter han de fleste sætninger.

Skarp var Mads Würtz også en efterårsdag i 2011. Som 17-årig bragede han ind i cykelsporten, da han ud af det blå blev verdensmester i enkeltstart for juniorer i København. Badet i blitz på Rådhuspladsen blev håbet om en dansk verdensstjerne født.

Selv er han ydmyg om sejren. Når han snakker om den, er det med overraskende ligegyldighed. Cykelsporten er »fremad, fremad, fremad«, som han siger.

Selvfølgelig er han stolt af den. Men heller ikke mere end, at den ikoniske verdensmestertrøje med regnbuestriberne er gemt væk i hans fødeby. Den hænger sammen med adskillige medaljer hos hans mor.

Det er den ene side af Mads Würtz. Den anden er en gal mand, en egoist, der bare vil vinde. »Jeg er afhængig af sejren. Følelsen af at være den bedste,« siger han.

Når han snakker fremtidige cykelløb, kommer galningen frem i Mads Würtz. Den jyske dreng fordufter, ryggen rankes, og han gestikulerer voldsomt.

»Man har den der fornemmelse: Jeg smadrer dem. Jeg er den bedste. Jeg er den fucking bedste, og de kan ikke røre mig.«

Den maniske vindermentalitet skal bære ham frem i finalen til Paris-Roubaix og senere sæsonens andet store mål: at tage den hvide ungdomstrøje på førstedagen af det store etapeløb Giro d’Italia, der starter med en enkeltstart den 4. maj.

Det var også kun med de mål i tankerne, at han med en skade i baglåret kort forinden kæmpede sig gennem det syv dage lange løb Catalonien Rundt. »For en fire år siden havde jeg bare sagt: ’Fuck it, der er ikke nogen grund til det her’, og så var jeg stået af på første bjergetape. Men man lærer at finde andre formål med at komme igennem lidelserne,« siger Mads Würtz.

Cykelsporten er speciel på den måde. En rytter kan have trænet tusindvis af kilometer og smidt det perfekte antal kilo af kroppen, men det er ofte den, der er bedst til at bide smerten i sig, der vinder i sidste ende. Galskaben sejrer på landevejen.

I de unge år hang Mads Würtz’ evne til at bide smerten i sig uundgåeligt sammen med hans identitet som verdensmester. Det var titlen, der gav ham selvtillid og motiverede ham.

Men da sejrene pludselig holdt op med at komme, var den store vindermentalitet – egoet – paradoksalt nok ved at koste ham karrieren.

At blive voksen

Mads Würtz satte sig første gang på en racercykel, da han var otte år. I gymnasiet blev han sikker på, at han skulle leve af at cykle.

Mens jævnaldrende skabte identiteter i venskaber, forelskelser og gymnasiefester, skabte han sin på asfalten. Flere timers anstrengelser, strenge diæter og kampen for at opnå resultater var dagligdag. Alt gjaldt resultaterne. Med undtagelse af nogle unge år, hvor han var lidt kvabset, blæste han de fleste af landevejene.

Det stoppede, da han i 2013 rykkede op som seniorrytter. Pludselig kæmpede han mod ryttere fire år ældre end sig selv, og det var ikke længere nok at være talentfuld. Han skulle arbejde for sejrene.

Samtidig skiftede han til det danske cykelhold Team Cult Energy. Det var ægteparret Michael og Christa Skelde, der stod for holdet. De ville være et nybrud i måden, vi former danske cykeltalenter på. Ægteparret trænede nogle af landets største egoer. Derfor satte de stort fokus på at skabe hele mennesker.

Hvor Michael Skelde var den gamle, garvede cykelrytter med trimmede ben, råd til siddesår og røverhistorier, agerede Christa Skelde moderfiguren med en baggrund i psykologien. »Da Mads kom til vores hold, var han ikke meget andet end den regnbuefarvede trøje. Hele hans identitet var verdensmesteren Mads. Han var så usikker på, hvem han ellers var,« siger Christa Skelde.

Sejrene kom ikke, og identiteten begyndte at vakle. Manifestationen på nedturen var det danske cykelløb Himmerland Rundt i 2014. Mads Würtz kendte vejene ud og ind. Nu ville han »fucking« vinde. Men i stedet røg han på røven.

»Jeg blev bitter og indebrændt. Den smerte, jeg havde efter styrtet, betød egentlig ikke noget, men jeg var umoden og brugte det som undskyldning. Jeg lænede mig tilbage i stedet for at tage ud at træne,« siger Mads Würtz. To uger efter væltede han igen og flænsede det ene ben. Sårene på benet var så voldsomme, at han i en periode ikke kunne gå. Også selvtilliden blev trevlet op.

»Han var så langt nede, at han var klar til at aflevere sin cykel,« siger Christa Skelde. »Han var et kæmpe talent, der på det tidspunkt aldrig havde mærket modgang. Og når resultaterne pludselig ikke kom, så meldte spørgsmålet sig: ’Hvem er jeg så? Jeg er ingen!’.« Mads Würtz besluttede sig for at ændre taktik. Slut med den tilbagelænede attitude. Nu ville han tage træningen seriøst.

»Det hele var oppe i hjernen. Jeg trænede og trænede, men jeg kunne ikke vinde. Jeg havde mistet glæden og kunne ikke lide. Jeg kunne ikke blive ven med smerten.«

Mads Würtz havde lært sig asfaltens hårdhed, men ikke at håndtere sine følelser.

Da selvtilliden var på det laveste, gik han til Christa Skelde for at få hjælp. Sammen begyndte de at finde svar på spørgsmålet: »Hvem er Mads Würtz, når han stiger af cyklen?«

Det blev til lange snakke om, hvad der kan lyde som banale ting. Kærestesorger, hvordan plejer og skaber man venskaber uden for cykling og et af Mads’ store mål: at flytte hjemmefra. Ting, alle teenagere skal arbejde med, men en ventil den unge cykelrytter ikke havde åbnet for.

»Allerede efter første samtale kunne jeg mærke forskel. Min selvtillid begyndte at komme tilbage, og jeg fandt glæden ved at køre om kap. Jeg var som ny,« siger han. I 2015 beviste den nye Mads Würtz det på cyklen. Han vandt etaper i Post Danmark Rundt og Tour de l’Avenir – U23-rytternes udgave af Tour de France – og blev U23-Danmarksmester i enkeltstart.

Og som det perfekte modsvar på sin egen og andres tvivl fuldførte han sin genoprejsning ved at blive verdensmester i enkeltstart igen. Denne gang for U23-klassen. Mads Würtz var ved at blive til en voksen mand.

To i en

To dage efter vores første møde sidder jeg igen med Mads Würtz på Cafe Federal. Det er tidligt om morgenen, og den tidligere verdensmester er træt. Han er lige vågnet, øjnene er blodsprængte, og da vi giver hånd, lukker han et langt gab ud.

Jeg nævner, at jeg siden sidst har tænkt på, at der eksisterer to mennesker i ham. At han er en anden, når han snakker om at smadre nogen. »Ja, det er sgu fedt! Man kan godt være opdraget ordentligt, sød, rar og ydmyg, men når man sidder på cyklen, bliver man et bæst. Det, der kendetegner en rigtig god cykelrytter, er evnen til at sige ‘fuck jer’,« siger han.

Det er de danske talenter rigtig gode til at sige for tiden. Mads Würtz er en del af den muligvis bedste cykelgeneration, Danmark har set i to årtier.

Dagen forinden vores møde blev den 22-årige danske mester Mads Pedersen nummer to i et af verdens mest prestigefyldte endagsløb, Flandern Rundt. Kort før det endte en anden dansker, Michael Valgren, øverst på skamlen i klassikeren Omloop Het Nieuwsblad.

»Det var vildt inspirerende at se, hvad Mads Pedersen lavede i Flandern. Vi har kørt sammen, siden vi var ni. Det er også betryggende, for man ved, at man selv har niveauet. Man skal bare ud og opsøge det. Jeg går til Roubaix med den samme tankegang: Jeg skal ud og opsøge heldet. Jeg vil vinde,« ler han.

»Det er svært. Jeg vil køre finalen og forsøge at lave noget. Hvis jeg har ti år tilbage af min karriere, betyder det, at jeg har ti Paris-Roubaix tilbage. Det er ikke voldsomt mange chancer.«

Presset er også stort på Mads Würtz inden løbet. Han er i det sidste år af sin kontrakt med Katusha. Det gør det kun endnu værre, at han om få dage styrter i Paris-Roubaix. »Hvis du ikke skaber resultater, så bliver du smidt ud. Så mister du din løn, du mister dit hold. Alt!,« siger han og knipser.

Cykelsporten er egoisternes verden. Du skal tænke på dig selv først.

Galningen lever

Efter styrtet i Paris-Roubaix forsøger jeg at få fat i Mads Würtz. Over en sms aftaler vi at tales ved dagen efter. Så hører jeg ikke fra ham i en uge.

Pludselig er der livstegn. Det er hverken den rolige jyde eller den gale Mads Würtz, jeg får i røret. Stemmen lyder grødet og nedtrykt. Han har ikke brækket noget, men har ikke kunnet overskue noget siden styrtet. Både på grund af skuffelsen og fordi brostenene gav ham en alvorlig hjernerystelse.

»Jeg smadrede hovedet i brostenene. Det første, jeg tænker, er, at nu er det slut. Nu skal jeg alt muligt andet end at køre cykelløb. Jeg måtte kæmpe med tårerne og trække vejret langsomt i ambulancen og dagene efter. Jeg har været i et hul,« siger han.

I sine yngre dage havde styrtet og skuffelsen muligvis sendt det store ego længere ned i hullet. Men årene med Christa Skelde har forberedt ham på det her. Han lukker sig ikke længere inde i sig selv. I stedet åbner han op og snakker blandt andet om det med kæresten. »Da jeg kom hjem, sagde jeg til min kæreste, at jeg gerne ville tale om det. Men jeg skulle have et par dage.«

Lige nu er det værste dog, at han har mistet en uges træning op til sæsonens næste mål: ungdomstrøjen i Giro d’Italia. Det betyder, at den bliver meget svær at tage.

»Jeg går stadig efter den, men jeg bliver ikke lige så skuffet som før, hvis det ikke sker,« siger Mads Würtz.

Det betyder ikke, at han har givet op. I stedet har han bare ændret sine mål. Nu går han efter at vinde en etape i løbets anden uge.

»Jeg kører for at kunne se tilbage på en karriere fyldt med store resultater. Jeg vil i historiebøgerne og høste en masse ære,« siger han.


Tilbage