67-årige Bo Linnemann er en af moderne skriftdesigns grand old men og grundlægger af design-giganten Kontrapunkt. Han har tegnet bogstaver i over 40 år og føler stadigvæk ikke, at han har lært det. For ham er det en uendelig kunstart; jo mere han arbejder med det, jo større bliver rummet at arbejde i.

"Det er visuel kommunikation i sin allerhøjeste betydning," som han beskriver det.

En skrøbelig, rød decembersol daler bag ham og kaster sit lys ind i mødelokalet Lille Illum, der har udsigt til Illums tagterrasse. Lille Illum er et af de eneste lukkede lokaler hos Kontrapunkt, hvor designere i alle fagets afskygninger myldrer mellem hinanden.

Grundlæggeren sidder flankeret af Rasmus Michaëlis og Torsten Lindsø Andersen, to af de nyere skud på stammen af bogstavsskabere. Sammen med Clara Isaksson, der er på barsel, udgør de tre herrer Kontrapunkts skriftdesignafdeling. Den har aldrig været større.

Da Bo Linnemann slog dørene op i 1985, havde de mere eller mindre monopol på skriftmarkedet. Ikke at der var meget at have monopol på; ingen virksomheder kom rendende efter en personlig skrift.

”Vi har siddet rimeligt alene på det gennem næsten 20 år. Det er ikke nogen hemmelighed, at det virkelig er stukket af siden dengang,” siger Bo Linnemann på fint københavnsk med en blødhed, der lægger en ro over mødelokalet. Han er velklædt i en skjorte, grøn pullover, blazer og en tynd brille.

”Men der er også kommet flere opgaver, så der er mere at deles om. Markedet er blevet meget større,” indskyder Torsten Andersen. Modsat sin chef virker han som en energibombe, der altid er på nippet til at sprænge. Han kan næsten ikke sidde stille.

Over de fire årtier, Bo Linnemann og hans ansatte er forsvundet længere ind i bogstavernes verden, har det udviklet sig fra at være noget, han måtte kæmpe for at få lov til at give gratis væk, til at være en guldgrube. Samtidig er monopolet forsvundet og arbejdsmarkedet atomiseret, og der er plads til flere skriftdesignere.

Bazookaer og bogstaver

”Hvordan fandt du mig? Jeg forsøger egentlig at skjule mig som Rambo i den første film. Når kunderne så kalder, så kommer jeg med mine bazookaer,” siger Elias Stenalt Werner og slår en latter op, der fylder lejligheden på Islands Brygge, hvor han bor med sin kone og tre børn – et sæt tvillinger, som han fortæller med en dyb udånding og et smil.

Elias Stenalt Werner er én af et roligt stigende antal freelanceskriftdesignere. Da han startede, var der cirka seks skriftdesignere – langt størstedelen fastansatte – i dag vil han skyde på, at der er et sted mellem 10 og 15. Fordelingen er stadig i de fastansattes favør.

Han tager sin sorte kaffe med ned til spisebordet, hvor der står en skål brunkager, et kalenderlys, børnene har tegnet nedtællingen til juleaften på, og hans bærebar arbejdscomputer.

Her tegner han bogstaver, når han kan finde roen til det. Ellers deler han sin tid mellem et reelt kontorfællesskab og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han underviser i skriftdesign.

Selv om Elias Stenalt Werner har skægget som en, der har boet i junglen, er Rambo-referencen et nik til, at han ikke opsøger arbejdet selv, og der står næsten ikke noget om ham på internettet. Kunderne får han gennem sit netværk og referencer.

Generationsmæssigt lander han mellem den gamle garde og de nye. Han startede sin skriftkarriere for 13 år siden hos Kontrapunkt, men blev opsagt i forbindelse med finanskrisen – en tid, hvor kundernes efterspørgsel på luksusvarer blev skåret fra.

Dengang eksisterede der nærmest ikke et marked for freelancere. Det meste arbejde blev fordelt mellem Kontrapunkt og den første konkurrent, der slog en sprække i monopolet, e-types.

Over de seneste fem år er efterspørgslen på skræddersyede bogstaver steget. Virksomhederne har ikke længere nok i standardskrifter, de vil skille sig ud med alfabeter, kun de har ret til at bruge. Og sammen med ny teknologi har det åbnet markedet for freelancere. Alligevel har han ikke oplevet en konkurrence blandt de andre skriftdesignere.

”Jeg har ikke oplevet, at jeg skulle sælge mig i forhold til andre skriftdesignere. Det er mere et spørgsmål om at sælge skrift eller ej. Jeg har mere argumenteret for, hvorfor man overhovedet skal få lavet en skrift.”

Fra DSB til Tokyo

”Da Kontrapunkt var ung, og vi prøvede at sælge idéen om en skrifttype til en kunde, så var det way out. Det var helt udelukket. Vi måtte proppe det helt ned i halsen på dem, lave det gratis og så kunne vi måske overtale dem til at bruge det,” siger Bo Linnemann.

I branchens unge dage var skriftdesign som fænomen og værktøj i virksomhedskommunikation ukendt. Bogstaver blev brugt til at skrive historier med, og der blev ikke tænkt over, at det også var en identitet.

”Jeg tror, at DSB var første gang, hvor det lykkedes os at lave en skrift, der virkelig blev brugt som identifikationselement. Og det er så sent som i 1996,” siger Bo Linnemann.

Nu om dage er skriftdesign det vigtigste og mest effektive brandingelement, Kontrapunkt har. Det er blevet en bærende del, når de skal give virksomheder en identitet. Og kundelisten tæller Ørsted, Danish Crown, Danske Bank, Folketinget, noma, Det Kongelige Bibliotek og Novo Nordisk. Bare for at nævne nogle få. Samtidig har de åbnet kontor i Tokyo, hvor deres danske designværdier er i høj kurs.

”Kunderne har langsomt erkendt den effekt, det har. Inden for de seneste fem år er kunderne selv begyndt at efterspørge det. Før pitchede vi det altid ind. Nu kommer kunderne og siger,” Bo Linnemann slår i bordet, ’vi skal have en font!’ Det er helt nyt.”

”Nørderne er blevet populære,” griner Torsten Lindsø Andersen.

En af grundene til, at flere efterspørger det, er, at ny teknologi og software har gjort det billigere. I Bo Linnemanns unge dage tegnede de først bogstaverne med pensel og affotograferede dem bagefter. Processen tog tre gange så lang tid som nu.

”I dag kan alle åbne computeren og lave en skrift. Det er blevet totalt demokratiseret,” siger Torsten Lindsø Andersen.

Guldåren

En af dem, der har taget demokratiseringen til sig, er Kasper Pyndt. Han startede som selvstændig skriftdesigner for to år siden og er ved at lancere en online platform ved navn Approximate Type til distribution af sine skrifttyper.

”Jeg synes, det er vigtigt, at der kommer nogle nye stemmer til, der kan medvirke til at nuancere diskursen omkring skriftdesign i Danmark,” lyder det fra medlemmet af den nye generation.

”Det er relevant at overveje, hvordan det skrevne ord tager sig ud, fordi vi aldrig har konsumeret mere tekst, end vi gør i dag. Gennem skrift og typografi kan designere påvirke, hvordan denne voksende mængde af information opleves og konsumeres.”

Han har de seneste år set en eksplosion i antallet af selvstændige skriftdesignere på arbejdsmarkedet – særligt internationalt – og har oplevet, at designere er blevet dygtigere til at promovere deres arbejde gennem sociale medier.

Instagram var alfa og omega for, at han selv fik en god start som selvstændig. Et designbureau fra New York stødte på en skrift, han var begyndt at skitsere, og de mente, at den egnede sig perfekt til deres kunde The Shed – en ny stor kulturinstitution på Manhattan. Det tog ham lidt over fire måneder at tegne skriften.

”Det er blandt andet blevet nemmere at springe ud som selvstændig skriftdesigner, fordi tilgængelighed og automatisering af ny software gør, at du kan påtage dig opgaver, som tidligere ville være urealistiske at gabe over som enkeltmandsvirksomhed.”

Derudover dannes den danske skriftscene blandt andet af Trine Rask, der er selvstændig, og Rasmus Lund Mathisen, der er brand designer og arbejder med skriftdesign hos det århusianske designbureau Overtone.

Trine Rask var foregangskvinde, da bogstaverne blev digitaliseret. Frustrationen over, at ingen kunne forklare hende softwaren bag de digitale skrifttyper, blev kaninhullet for hende. Hun har været selvstændig siden 2004.

”Dengang skulle man ikke gøre det, hvis man ville tjene penge, det var ikke særlig udbredt og måske ikke noget, man kunne bruge til noget,” fortæller Trine Rask.

Ligesom Kasper Pyndt lever hun både af at sælge skræddersyede skrifttyper og sælge licenser ved siden af. Og så underviser hun på Mediehøjskolen.

”Der er mange flere, der tegner skrift nu, og flere freelancere. Da jeg startede, var der måske to eller tre unge løsgængere ud over bureauerne.”

Rasmus Lund Mathisen og Overtone har for nylig lavet Danmarks Radios nye skriftfamilie, DR Publik.

”I 2014 åbnede en guldåre. Der kom et momentum, og flere bureauer rørte ved skrift. Den bølgetop rider vi stadig på. Vi er i skriftdesignets guldalder,” siger han.

Rasmus Lund Mathisen er dog i tvivl om, hvor den næste generation af danske, talentfulde skriftdesignere skal komme fra, og hvorvidt antallet fortsætter på det nuværende niveau.

”Der er ikke et kæmpe behov for nye skriftdesignere lige nu. Jeg tror også, at der kommer et stop i udklækningen af nye, fordi linjen for skriftdesign er lukket, så potentielle nye skriftdesignere må finde alternative ruter til et virke som udøvende skriftdesigner.”

Flaget på lagkagen

Hjemme hos Elias Stenalt Werner er vaskemaskinen begyndt at bippe i baggrunden, og børnene skal snart hentes. Det er to af hans pligter, når han arbejder hjemmefra.

”Bevågenheden har gjort det nemmere at være freelancer. Der er et større marked for det, og der er flere, der vil købe det,” siger han og uddyber:

”Stigningen er kommet inden for de seneste to til tre år. Der er kommet en efterspørgsel og forståelse for, hvad skrift kan. Det er ikke bare rosinen i pølseenden eller flaget på lagkagen, men det er en integreret del af kundens identitet.”

Grunden til, at skriftdesign er gået ind i den guldalder, skal findes i nye teknologier og digitaliseringen af kommunikation.

Firmaernes visuelle identiteter er rykket over på digitale platforme, og her er det tit skriften, der kan gøre en forskel, når de skal nå os gennem skærmene. Skrift er blevet et vigtigt værktøj i kommunikationskassen.

”Det er en måde at differentiere sig på, hvor de andre elementer som sideopsætning og farvevalg er blevet mere standardiserede og generiske,” siger Elias Stenalt Werner.

Samtidig har digitaliseringen også betydet, at der er et økonomisk incitament hos kunderne. Hvis man ikke køber sin egen skrifttype, eller bruger en gratis én, så skal man leje den gennem en licens, og det kan blive meget dyrt for større virksomheder med mange ansatte og besøgende på deres forskellige platforme.

For tiden sidder han med skrifttyper til tre kunder. Han må ikke fortælle noget offentligt om dem, men viser den ene frem på computeren og begynder en ivrig talestrøm om, hvordan det æstetiske udtryk har bund i det historiske.

Tidligere har han blandt andet designet skriften til Dronning Margrethes sarkofag og COOPs nye skrifttype.

”Nogle gange spørger folk mig: ’Har vi ikke alle de skrifttyper, vi burde?’ Jo sikkert, men vi har nok også alle de stole, vi burde. Der findes mange skrifter, men du kan stadig variere og sammensætte detaljerne, så de fortæller nye og præcise historier om de enkelte kunder.”

‍